Rejsebeskrivelse

Der kom en mail fra en ukendt afsender, mailen var på engelsk så jeg var ved at tilføje afsenderen til spamlisten da ordene DVL og aktivferie fangede min opmærksomhed.

Jeg læste med stigende interesse om aktiviteterne på den flot dokumenterede hjemmeside, og efter at have mailet flere gange frem og tilbage med Chris meldte jeg mig til turen.

Godt nok stod der at de selv stod for maden, nå men det var jo aktiviteterne man kom for, og de var måske slet ikke engang gode til det kulinariske - der tog jeg grueligt fejl!

Hvis man ikke bryder sig om ophold i hvad der synes som evigheder i en mindre lufthavn så skal man ikke flyve fra Tirstrup, jeg havde jo ferie kendte ikke størrelsen på Stansted lufthavn, og de tv programmer man havde set fra Heathrow var jo meget interessante... Det var nok også den ekstra udgift og tanken om togturen til Kastrup og det at det er dyre at flyve derfra der gjorde udfaldet. Næste gang vælger jeg nok anderledes! For 6 og 8 timer for hhv ud og hjemrejse i en lufthavn er lang tid selvom der af og til kommer en skotte med behårede ben i fin ternet nederdel forbi, (et syn jeg ikke tror jeg nogensinde kan vende mig til) man kan bruge meget tid på at se på de mange forskellige mennesker der kommer forbi.

Da tiden for ankomsten af de resterende deltager, som alle var med fra Kastrup, nærmede sig fandt jeg mig en plads i ankomsthallen hvor jeg havde et lille overblik over den ventende skare, nogen stod med små skilte, havde ingen ide om hvordan Chris som skulle hente os så ud håbede på han også bar på en eller anden form for skilt, det kunne lige passe jeg havde ventet i 6 timer i Stansted for så selv at skulle finde vejen frem til Damgate farmen et eller andet sted uden for lov og ret hvor adresserne tilsyneladende holder op med at eksistere!

Inden længe kommer et skilt glidende højt hævet over de ventende med påskriften Fielder Adventure Holiday, godt så kom jeg så langt nu skulle jeg bare følge med.

Det er ved at være mørkt da vi ankommer til Lower Damgate Farm, et lille trelænget stenhus med 3 adskilte beboelser i 2 etager, værelserne vi får tildelt i 2 af beboelserne er hyggeligt indrettet på den sparsomme plads, nogen med køjesenge andre enkeltstående og dobbelt senge, ovenpå er der en lille stue spiseplads og køkken, alt sammen i en flot gammel stil med synlige bjælker.

Vi får en dejlig suppe og noget information om praktisk ting og resten af ferien.

Da jeg vågner næste morgen og går en tur omkring farmen opdager jeg til min store overraskelse at befinde mig midt i noget der minder om kulisserne til Folk og Fæ, med masser af køer og ikke mindst får der fredeligt græsser på de omkringliggende marker omkranset af stengærde, og venter egentlig bare at Tristan eller James kommer susende i en gammel ford a rundt om det nærmeste stengærde. Det skal senere vise sig at sådan ser der altså ud over hele området! Virkelig smukt.

Morgenmaden indtager vi ligesom aftensmaden i den 3. beboelser hvor familien bag Fielder adventur holiday holder til, og hvor er det hyggeligt med børnene kravlende mellem de morgen trætte ben i forsøget på usete at slippe hen til døren og ud på gårdspladsen.

Der bliver sat brød, pålæg og andre lækkerier frem til madpakker som man selv medbringer på turene.

Når man kommer træt hjem fra tur er der stillet hjemmebagt kage eller snacks frem i vores køkkener hvor der også er ingredienser til at fremstille te og kaffe, elsker kage endnu et plus!

Aftensmaden, ja jeg tror roligt jeg kan sige vi er flere der var overraskede over at få en 3 retters menu som bestod af forskellige (vid)underlige engelske specialiteter, men virkelig dejlig mad og det ikke kun fordi man vel stort set spiser hvad som helst efter en hård aktiv dag. Det smager så fuglene synger! I forstår bare at hygge om os deltagere hvor er det dejligt at komme hjem til.

Med udgangspunkt fra farmen går vi den første dag på vandring i en smuk dal, hvor der stille løber en å, kommer gennem flotte landskaber med de velkendte røde telefonboks drysset nærmest tilfældigt rundt omkring, gennem små landsbyer i den samme flotte stil som damgate farmen.

På slutningen af turen kommer vi forbi en pub, det skal også vise sig at det er sådan de øvrige dages aktiviteter ender, det er ikke bare salgsgas på hjemmesiden!

Næste udfordring er mountain bike, ja nogen udfordring er det vel ikke alle kan vel cykle, der er fundet en alternativ rute fra den tidligere prøvet, så det er jo spændende at være pionere på dette nedlagte jernbanestræk.

Aktiviteterne er lavet sådan at alle har mulighed for at blive trætte, jeg som selv synes at være i rimelig god form tænkte, et jernbane stræk, hallo hvor svært kan det værre, der har kørt et futtog her engang! 

Nå det gik også fint derudaf der er lidt kørsel mellem to jernbanestræk som ikke er så ligeudaflandevejen endda og noget bakket. Vi kommer til middagspausen hvor vi skulle vende om og den anden vej igen, her blev vi så forelagt muligheden for en "lille" ekstra tur på omkring 10 km til dem som havde mere i benene resten kunne så holde et hvil. Fint tænkte jeg det skulle vi hurtigt kunne klare. Det er der to andre der også fejlagtigt tror! Det er først da vi kommer hen til bommen lige efter, vi kunne se hvad vi havde begivet os ud i det gik næsten lodret ned, jeg havde inden ferien fået installeret mit ur med højdemåler på armen, og efter få km er vi kommet 225 meter ned! Det var sådan set også let nok men vi skulle jo tilbage igen! Med det i tankerne cyklede vi gennem mere flot natur en lille by, så kom muren, en 12 % stigning som nærmest ingen ende ville ta' vi fik slidt lidt ekstra på de små gear, det sidste stykke op til de ventende var så igen på grusstien som engang havde været jernbane, jeg nægter at tro der engang har kørt tog her! De 10 km havde taget næsten en time, hold da op hvor vi trængte til den øl på pubben bagefter.

Caving, som nok er min mest frygtede disciplin, tanken om at skulle mave sig gennem små vandfyldte passager huede mig bestemt ikke. Der er noget at overvinde. Først bliver vi klædt ud i dragter der engang har været vandtætte, gummistøvler og hjelme med lys. Så går vi lettere besværet af de tykke dragter gennem byen, mindede sikkert mest om en flok tyskere i gule regnfrakker ved vestkysten, mod hulerne. Den første del er til normale turister som ikke bryder sig om at blive våde, for dem lignede vi nok en flok minearbejdere på vej ned i dybet for at grave.

Noget af det første er selvfølgelig at skulle forcere dybere vandkanaler knælende/kravlende så vi i hvert fald ikke er i tvivl om vandtemperaturen, ca 8 grader C. Selvom vi til tider bliver meget våde er det en meget spændende tur og det føltes ikke som 5 timer inden vi igen ser dagens lys. Guiderne Adam og Jez, alle tiders gutter, gør bestemt deres til med spændende historier at det bliver en fantastisk og anderledes oplevelse.

Det er godt der er vaskemaskine på farmen efter en tur som denne.

De 2 næste dage skal vi prøve kræfter med klatring og rappeling, og på trods af lidt højde skræk, som der vist er flere der har, noget jeg altid gerne har villet prøve.

Vi køre til en p plads hvor Carlo, som sammen med Chris er vores klatre instruktør, allerede venter. Og selvom p pladsen synes at ligge langt ude skal der alligevel betales p afgift! Efter lidt gang i skoven åbner der sig en fantastisk udsigt, og det er fra toppen af denne de næste dages kræfter skal bruges.

Vi kaster os frygtesløse ud i klatringens kunst, med flere hudafskrabninger og blå mærker som følge. Og jeg må sige, vi klare os rigtig godt ud fra det synspunkt at ingen af os har den store erfaring. Så kommer en husmor, Rikke, (tilfældigt?) forbi, forcere lynhurtigt en klippe alle andre har måtte opgive, så er man lige pludselig lidt tættere på jorden igen!

Når man hænger der midt på en klippevæg, desperat på udkik efter bare et lille hul eller fremspring til at komme videre fra inden man mister grebet, så er det rart at mærke man er godt sikret og i gode hænder. Højdeskræk er i hvert fald noget af det sidste jeg tænker på.

Den sidste klatre dag får jeg lov at sikre, stå med den anden ende af tovet, naturligvis tæt fulgt af Carlo som står med den lange ende, der bliver ikke gået på kompromis med sikkerheden. Det er overraskende hvor lidt der egentlig skal til for at holde en anden person.

Den sidste aktive dag er trekking i lidt mere uvejsomt terræn, vi går op mod toppen i en kløft med fossende vand der mest af alt ligner guinnes med skum og det hele, det er naturligvis jern og ikke lige der man tapper øllet. Da vi når toppen går det meste af turen hen ad bakkekammen, indtil nu har det småregnet lidt, men da nedstigningen begynder kommer et uvejer over os med lyn og torden, jeg når lige at tænke regnbukser, men da er jeg allerede så våd at det kan være det samme. Tænkende på den skrøne at det altid regner i England, fortsætter vi ufortrødent videre mod pubben for enden af bjerget, det er faktisk den første dag med regn, vejret har indtil nu være helt perfekt, måske er det bare en skrøne. Pubben har nu alligevel indrettet et specielt afsnit til våde trekkere, hvor vi indtager dagens velfortjente øl.

Efter at være blevet sat af i Stansted lufthavn troede jeg min aktivferie var slut, det var den ikke!!

Der var lang kø til tjek in som åbnede for sent og selvom jeg snød i køen til sikkerhedstjek var jeg først igennem 10 minutter EFTER flyet skulle afgå, for nu at gøre udfordringen større skulle man tage skoene af og putte dem igennem scanneren. Efter at i hast at have snøret skoende satte jeg i løb mod gaten i den fjerneste ende af lufthavnen og med tankerne på de passagerer som i føromtalte tv program gjorde sig selv til grin for at misse et fly lykkedes det mig at løbe en halv maraton på under 5 min. Nåede lige akkurat at komme ombord før kaptajnen begyndte at fable om at tage bagage af flyet til de passager som ikke var kommet og magtede at løbe maraton.

Jeg troede ellers jeg var kommet til lufthavnen i nogenlunde god tid, (8 timer før afgang) men var alligevel ved at misse mit fly!

Konklusion: Turen levede ikke helt op til forventningerne – den var meget bedre!

Kan helt sikkert anbefales til dem der er til spænding, eventyr, lækker mad, flot natur, engelsk idyl, får og røde telefonbokse.

Mht Klatring så kunne det være godt at prøve hvor lidt der skal til at holde, sikre, folk specielt for dem der er rigtig bange for højder, det kan nok få en til at føle sig lidt mere sikker fra at styrte i afgrunden.

Tusind tak til Chris, Rikke, Julie og børn for en uforglemmelig uge i det smukke engelske landskab. Jeg kan ikke sætte en finger på noget der skulle gøre anderledes, i var der til at hygge om os, aktiviteterne og stederne var rigtig gode, Damgate Farm var bare så hyggelig den helt rigtige base midt i aktiviteterne, det hele virkede så professionelt at man ikke skulle tro i havde lavet andet, og så er det kun jeres anden tur, flot!

Også en tak til de andre deltager, uden dem var det naturligvis heller ikke blevet den gode tur. 

Med venlig hilsen 

Tommy Pedersen

Dansk Vandrelaug